Figurer

Den glas teknik jeg først praktiserede, som jeg stadig nyder, er at støbe figurer moduleret i voks. Jeg finder især inspitation til disse figurer i folkeeventyr og psykologien, som gerne efterlader et strejf af håb.

Støbt glas er et langsommere, mere meditativt arbejde – en proces, hvor tiden spiller hovedrollen. Her formes glasset ikke af luft, men af tyngde, varme og venten. Lag for lag smelter materialet sammen, og i de langsomme temperaturændringer opstår både styrke og skrøbelighed. Det er her, jeg kan udforske glas som stof – ikke kun som gennemsigtighed, men som masse, struktur og overflade.

Jeg bruger støbeteknikken til at undersøge formens karakter – hvordan et ansigt, en bevægelse eller en tanke kan oversættes til glas. De færdige figurer og relieffer bliver ofte fortolkninger af sindstilstande, fysiske såvel som følelsesmæssige. De taler stille, men ærligt, med vægt og nærvær.

Hvert værk gennemgår flere faser – fra model til form, fra smeltning til polering. Det kræver tålmodighed og respekt for materialet. Det færdige resultat bærer spor af både ild og tid; et øjeblik fanget i et materiale, der engang var flydende som vand og nu står fast som sten.